Mit navn er Vivi og jeg har strikket, hæklet eller lavet andre kreative ting hele mit liv.

Jeg er vild med farver og sammensætningens kunst.

Jeg er en glad hobbystrikker og entusiastisk garnfarver, i slutningen af 40’erne, der til dagligt arbejder som sygeplejerske. Jeg bruger meget tid på garn, strik og lydbøger (det er lidt svært at læse og strikke samtidig) og sikkert lidt mere tid end min familie tror, fordi jeg tænker på garn og håndarbejde stort set hele tiden.

På et tidspunkt begyndte jeg at gå op i hvad forskellige garnkvaliteter kan, til forskelligt strik, og ikke mindst hvad farver kan gøre for strik. Derfor begyndte jeg i 2018, i det små, at farve mit garn selv. Men det at købe ufarvet garn har været lidt af en jungle, fordi man ikke helt ved hvad det er for en kvalitet man køber. Derved opstod ideen langsomt til Det Lille Garneri, hvor man kan få en lille prøve af garnet, inden man køber det.

Hvad strikker jeg så?

Der er mange sjaler i mit klædeskab, og de er ofte meget farverige. Jeg forelsker mig altid i flotte friske farver og sjaler er en virkelig god mulighed for at lege med farver og ikke mindst mønstre. En af de ting jeg elsker ved sjaler er at man både kan bruge dem som en lille jakke, men man kan også bruge dem som halstørklæde eller “hue”/hat hvis man er modig nok - det er jeg ikke blevet endnu.

Cardigans og sweatre er også begyndt at vokse frem i gemmerne. Der er faktisk ikke noget bedre når man er lidt kuldskær, end at iføre sig en varm sweater på en søndag, hvor der er tid til hygge og afslapning.

Cardigans kan være en super ting at have med til en sommer fest, hvis man har brug for noget over skuldrene eller som prikken over i’et i stedet for en jakke. Man kan lege med farver, mønstre og længder, der er mange muligheder. Det har jeg benyttet mig af, alt fra fine korte cardigans fra Drops Design og en flippet lang cardigan fra Stephen West. Man behøver ikke købe opskrifter for at lave noget flot eller sjovt, en simpel opskrift kan blive sjov, hvis man bruger multifarvet garn eller måske garnrester. Slip fantasien løs.

Jeg er mange gange blevet enormt skuffet over garn jeg har købt på nettet, fordi kvaliteten ikke er helt det jeg forventede eller det jeg strikkede ikke endte med det resultat jeg forventede i form af hvordan f.eks. sweateren faldt om kroppen når den var strikket. Det er bare så ærgerligt at bruge mange penge og en masse tid på noget, man ikke bliver tilfreds med. Jeg er endt med at give en del færdige projekter væk, folk bliver mægtig glade, men så jeg skal stadig igang én gang til, fordi jeg jo gerne ville have lige netop den bluse selv.

Det har været lidt af en jungle og jeg har måtte køre meget rundt for at mærke på garn for at være sikker på det var noget jeg havde lyst til at bruge når det var strikket og klar til brug. De tørklæder jeg har strikket i garn med nylon er dem jeg bruger mindst. Selvom de er meget flotte i farverne er de bare ikke lige så rare at have mod huden. Jeg forstår fuldstændig at man skal bruge nylon i strømpegarn, men det skal på fødderne og de skal kunne tåle at blive brugt. Der har sneget sig et strømpegarn ind i webshoppen efter kundernes ønske, men ellers er det ikke at finde hos os.

Konklusionen på alle mine garnfejl er at jeg falder tilbage på garn af god kvalitet. Det betyder ikke altid at det skal være dyrt garn. Men det skal være garn af en hvis kvalitet, og jeg er blevet skuffet over kvaliteten mange gange, hvilket har givet mig mere garn i skuffen som ikke er blevet farvet, men også garn der er farvet som jeg ikke har lyst til at bruge. Det er både spild af penge og er ikke særlig bæredygtigt.

Alle mine garnfejl har derfor fået mig til at tilbyde garnprøver, hvor man får 1-2m garn, så man har mulighed for at mærke garnet, evt. farve lidt på det, før man kaster sig over at farve garn til en hel trøje. Det er bare så vigtigt at kunne mærke og føle før man køber.

Dennne webshop, Det Lille Garneri, vil give jer, glade strikkere og garnfarvere, mulighed for at tage deres arbejde derhen hvor I havde forestillet jer.